Paulus skriver: "Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed. Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden." (v 1-4) At gå i forbøn, betyder, "at mægle imellem parter med henblik på at forsone dem, der strides eller er uenige." Det foregår hver dag i retssystemet, når advokater går i forbøn for deres klienter.

Det finder også sted i Skriften. Da Israel lavede en guldkalv og tilbad den, gik Moses i forbøn for dem hos Gud. Han sagde: "Ak, dette folk har begået en stor synd... Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører. (2. Mos 32,31-32) Og det virkede. Gud sagde følgende til Moses: "Gå nu, og før folket til det sted, jeg har sagt dig; se, min engel skal gå foran dig!" (v 34) Senere, da Israel igen vendte sig til falske guder og tilbad dem, sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mispa, så vil jeg gå i forbøn for jer hos Herren." (1. Sam 7,5) Som et resultat heraf sendte Herren en larmende torden hen over Filistrene, og det forvirrede dem så meget, at de blev slået af Israel. (Se 1. Sam 7,10)

At gå i forbøn kan være en ensom fornøjelse, og det er også hårdt arbejde: "... som altid kæmper for jer i sine bønner, for at I kan stå fast, fuldkomne og med sikker forvisning om, hvad der i alle forhold er Guds vilje." (Kol 4,12) Men når intet andet virker, så virker forbøn!