"Israelitterne sukkede og klagede under arbejdet, og deres klageråb under arbejdet nåede op til Gud. Gud hørte deres jamren, og Gud huskede på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. Gud så til israelitterne, og han tog sig af dem." (2. Mos 2,23-25) Da israelitterne troede, ar deres liv ikke kunne blive værre, fjernede Farao deres strå og befalede dem at lave det samme antal 'mursten' hver dag. Så kunne de ikke klare mere!

Er det sådan, du har det i dag? Hvis ja, så er der tre ting, du har brug for at vide: 1) Nogle gange hjælper det at dele sine følelser med nogen. Specielt når man gør det på det rette tidspunkt, på den rigtige måde, til de rette mennesker. Det kan føles terapeutisk og helende. Men ofte findes den hjælp, du har brug for, ikke hos mennesker, så ... 2) Der kommer et tidspunkt, hvor du er nødt til at råbe på Gud. Gud så, at de kæmpede for bare at komme gennem dagen. Men da de talte med alle mulige andre, og ikke Ham, var der ingen forandring.

Her er et spørgsmål: Har du bedt over det? Bøn bør være dit første valg, ikke din sidste udvej. David sagde, "I min trængsel råbte jeg til Herren, han svarede og førte mig ud i det åbne land." (Sl 118,5) Davids bøn førte ham ud af en snæver krog og ind i Guds søgelys. 3) Gud vil altid holde sit løfte. "Gud huskede på sin pagt... og han tog sig af dem." Gud handler i overensstemmelse med sin plan, ikke vores plan. Han har en tidsramme for, hvornår Han svarer din bøn og udfrier dig, så bliv ved med at bede og stole på Ham.