Vi beskriver af og til det at dø som at "krydse Jordanfloden." Det er fordi, Jordanfloden løber ud i Det Døde Hav. Der fortælles en historie om en ældre kristen dame, som var døende. Det meste af sit liv havde hun været begrænset til sin seng eller en kørestol pga. sygdom. Hendes familie samledes omkring hende for at tage afsked. Mens han holdt hende i hånden, spurgte et af hendes børnebørn: "Er du bange for at dø?" Med glædestårer svarede hun: "Nej, jeg er ikke bange for at dø, for min Far ejer landet på begge sider af floden." Hvilket svar!

I himlen vil der ikke være sygdom, depression, smerte, ensomhed, frygt, sorg eller nogle af de ting, der gør livet her på jorden så svært. Guds Ord siger, "Men for jer, som frygter mit navn, skal retfærds sol opgå med lægedom under sine vinger." (Mal 4,2) Esajas skriver, "Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter." (Es 35,10)

Når vi mister en, vi holder af, rejser spørgsmålet sig, "Skal jeg se dem igen i himlen; kan jeg genkende dem?" Ja! Du kommer ikke til at vide mindre i himlen, end du gjorde på jorden. Paulus giver dette svar: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud." (1. Kor 13,12) Himlen bliver historiens allerstørste familie-genforening. Og her er det allerbedste: Vi bliver aldrig skilt fra hinanden igen.